Mashed Potatoes

Adobe har valgt at afskaffe den populære Creative Suite. Det betyder i praksis, at du ikke længere vil kunne gå ned i en butik og købe Photoshop eller Creative Suite-pakkerne. Du vil faktisk slet ikke kunne købe Photoshop på nogen måde, for fremover vil Photoshop være en del af Creative Cloud, hvor man “lejer” programmerne.

Adobe har lavet forskellige “planer”, men hvis du f.eks. gerne vil have den nye version af Photoshop, Photoshop CC (for Creative Cloud), kan du fremover leje den for 183 kr. pr. måned. Det er lidt ærgerligt, at Adobe har valgt at lave forskellige priser i forskellige lande, for i USA kunne du være slippet med 19$.

Du har også mulighed for at købe “hele pakken” og dermed få adgang til alle de gamle CS-produkter (i opdaterede versioner) for ca. 450kr pr. måned.

Har du allerede en nyere CS-pakke kan du få første år for halv pris.

Selvom det kan virke lidt angstprovokerende ikke længere at “eje” en kopi, men kun leje sig adgang til programmerne giver det faktisk nogle meget fine fordele. For det første har du altid de nyeste features. For det andet bliver det væsentligt billigere altid at have den nyeste version af Photoshop. Så for dem med en nogenlunde fast indtægt, som godt kan lide at lægge budget, er det klart en fordel med abonnementsmodellen.

For dem som ikke altid køber den nyeste version, kan denne model dog være en ulempe. Der er mange fotografer der sidder på en 5-10 år gammel Photoshop, og ikke har haft brug for at opgradere. Hvis de får behov for at købe en ny version af Photoshop, kan de ikke som før købe programmet en gang for alle.

Der har været lidt blandede budskaber omkring hvorvidt Lightroom også ville blive en del af Creative Cloud, men så vidt jeg kan se følger Lightroom med i den komplette CC-pakke, men det bliver stadig muligt at købe det som selvstændigt produkt – i modsætning til Photoshop som altså fremover kun kan “lejes” gennem Creative Cloud.

I den nye Photoshop CC er der også nye features, bl.a. et spændende nyt værktøj, der skal gøre det muligt at gøre rystede billeder skarpe.

Jeg har nu været ejer af et D800 i knapt et halvt år. Og jeg må sige, at jeg er meget tilfreds. Jeg skyder primært portrætfotos, og det at have så store filer at arbejde med i forbindelse med retouchering og efterbehandling er en fornøjelse. Den høje opløsning og den fænomenale dynamiske rækkevidde gør det meget trygt at fotografere, da jeg i langt højere grad end tidligere nu kan genoverveje mine valg ift. eksponering og beskæring i Lightroom.

Måske er det næste blevet for nemt at være fotograf.

Jeg synes dog, at det er enormt vigtigt at man husker, at det ikke er kameraet der tager gode billeder. Det er ham eller hende der står bag det. Kameraet er et værktøj – og nogle værktøjer gør det nemmere at arbejde. Men en dygtig fotograf kan komme længere med et dårligt kamera, end en dårlig fotograf kan med et godt kamera.

Hvis du også går og overvejer at købe et Nikon D800 eller et Canon EOS 5d Mk III, så tag et kig på Jacob Surlands blog, Caught In Pixels, hvor han laver en meget grundig og objektiv vurdering af forskellen på de to kameraer. Hvis du i øvrigt interesserer dig for landskabsfoto og HDR, kan jeg varmt anbefale at snuse lidt rundt på bloggen. Der er mange fantastiske eksempler – og der skulle være flere how to-indlæg på vej.

Hvis du vil lege lidt med den nyeste version af Lightroom, kan du lige nu afprøve Lightroom 5 beta helt gratis. Adobe gør opmærksom på, at programmet ikke er færdigt, så du skal være opmærksom på, at der er risici forbundet med at læse alle dine billeder ind.

Blandt de spændende ny features er muligheden for at lave sine egne pensler til spot removal tool samt en feature jeg længe har savnet: muligheden for at lave radial gradients.

Hvis du vil prøvekøre programmet kan du hente en gratis kopi på Adobes hjemmeside. Bemærk, at betaen kun vil virke indtil Lightroom 5 bliver lanceret som færdigt produkt.

Normalt når jeg lægger en video ud på bloggen, er det for at vise et særligt værktøj eller en særlig metode. Denne gang viser jeg, hvordan jeg efterbehandler et foto, mens jeg undervejs fortæller om mine valg – hvorfor jeg gør som jeg gør.

I videoen gennemgår jeg blandt andet, hvorfor jeg skifter mellem sort-hvid og farve undervejs i processen, hvad forskellen på saturation og vibrance er, og hvorfor det kan være en god idé at lade thumbnailen af sit foto være synlig, mens man efterbehandler billedet i Lightroom.

Det færdige billede kan du se nedenfor – billedet er taget hos Camilla Sloth, som her har kreeret hvad der måske er de bedste burgere, der er lavet.

Adskiller min måde at arbejde på sig fra den måde du arbejder på? Har du en fast rytme i dit workflow? Starter du altid et sted og slutter et andet? Eller arbejder du mere med presets?

Man kan få kortlæsere til mange hundrede kroner, til både USB og FireWire, og man kan nemt blive i tvivl om, hvad man reelt får for pengene.

USBshoppen har tilsendt mig en “alt-i-en”-kortlæser til test. I samme ombæring sendte de mig også et CF-kort der koster en brøkdel af det CF-kort der sidder i mit kamera. Det store spørgsmål: Hvad får man for pengene. Begge produkter er meget billige – men er de anvendelige?

Hukommelseskort og kamera skal være kompatible

Testen af CF-kortet bliver desværre ganske kort. Kortet er et 4GB Kingston CompactFlash kort. Det er en noget mindre størrelse, end jeg typisk ville anvende, da mit kamera tager store billeder. Men formålet med testen var at se, om et billigere kort kunne performe lige så godt som et dyrt. Helt konkret var jeg interesseret i, om jeg kunne f.eks. kunne tage 20 billeder i træk uden at bufferen blev fyldt, som jeg kan med mit dyrere kort.

Byggekvaliteten ser umiddelbart fin ud, og når jeg sætter kortet til min computer bliver det straks genkendt, og jeg kan nemt formattere kortet som jeg ønsker. Ingen problemer.

Men når jeg sætter det samme kort i mit spejlreflekskamera, bliver kortet slet ikke genkendt. Kigger man i manualen til Nikon-kameraet, kan man se, at Kingston, som ellers er en forholdsvis stor producent af hukommelseskort, slet ikke er at finde under de garanteret understøttede kort. Jeg er sikker på, at det ikke er det pågældende CF-kort der er noget i vejen med, men lad dette være en opfordring til at kigge i manualen, eller i det mindste søge på Google på CF-kortets navn og din kameramodel før du køber et dyrt hukommelseskort.

Personligt synes jeg det er forfærdeligt pinligt for kamera- og hukommelseskortproducenterne, at man ikke kan blive enige om en standard, der er så stabil, at ethvert CF-kort i det mindste vil være funktionelt. Som jeg vil vende tilbage til, kan man købe en kortlæser til 59 kr. der kan læse dette kort. Hvorfor kan mit dyre spejlreflekskamera så ikke?

Kortlæser vs. kamera

Kortlæsere har i mine øjne to potentielle fordele:

1. At man ikke skal have sit store kamera stående på bordet mens billederne overføres
2. Hurtigere overførselshastigheder

Derudover slipper man for at kamerabatteriet drænes på at overføre billeder, hvis man anvender en kortlæser. Som jeg skrev i indledningen kan man få meget dyre kortlæsere – men hvorfor betale så mange penge, når man kan få en kortlæser til 59,-? 59 kr. lyder som meget lidt. Og det er meget, meget lidt. Det er det samme som en stor kop kaffe fra en trendy kaffekæde eller en fadøl i Nyhavn. Det er billigere end en tur i biografen eller to økologiske hotdogs.

Alt-i-en-kortlæser fra USBshoppen

USBshoppens alt-i-en-kortlæser er meget lille, så den fylder ikke meget på skrivebordet eller i computertasken. Jeg har ikke testet alle formaterne, men den skulle efter sigende understøtte Micro-SD, Mini-SD, SD-HC, XD, MMC Micro, MMC Mobile, MMC Plus, Memory Stick M2, Memory Stick M5 Duo og selvfølgelig CF-kort. Der medfølger et lille USB-kabel, og så behøver man faktisk ikke mere for at komme i gang.

Byggekvaliteten er ikke høj – men hvad forventer du af et elektronikprodukt til 59 kr.? Det er dog lidt foruroligende, at jeg lige måtte presse lidt på plastikken for at få lov at sætte USB-kablet i. Kortlæseren er bygget af et lidt blødt plastmateriale, der gør det skridsikkert – og så har det den fordel, at det er bøjeligt, så jeg kunne få USB-kablet klemt i.

Jeg satte kortlæseren til, og den virkede straks. Da jeg satte CF-kortet i, blev det straks fundet. Ingen installation. Ingen problemer. Jeg kan overføre filer, og kortlæseren opfører sig præcis som jeg forventer. Så som udgangspunkt må man sige, at det første punkt er opfyldt. Imponerende for 59 kr.

Kortlæser performance

Denne meget simple og i den grad uvidenskabelige test skulle afsløre, om overførselshastigheden så også var bedre, end hvis jeg blot overførte filerne direkte fra kameraet. Jeg tog en række billeder med kameraet, og prøvede så at importere disse i Lightroom – først gennem kameraet og så de samme filer genimporteret gennem kortlæseren. Filerne fyldte ialt ca. 660MB.

Min computer understøtter ikke USB 3, så selvom mit kamera understøtter USB 3 burde dette ikke påvirke hastigheden for overførslen. Det er ikke specificeret på kortlæseren, men jeg antager at den understøtter USB 2.0, som hastighederne nedenfor også vil pege på.

Første overførsel direkte fra kamera til computer gik som sædvanligt lidt sløvt.

Kamera til computer, ca. 660 MB: 1:32 sek

Dernæst prøvede jeg med kortlæseren, men den skuffede desværre i performance, og var mere end 20 sekunder længere om den samme opgave:

Alt-i-en-kortlæser til computer, ca. 660 MB: 1:55 sek

For at være sikker på, at det ikke var fordi computeren var træt og utidig forsøgte jeg efter 5-10 minutter igen. Denne gang tog det 2:02 sek. Ærgerligt.

Lad mig understrege, at dette ikke er en videnskabelig eller særlig grundig test. Ikke desto mindre er det noget, der peget på, at kortlæseren ikke kan følge med overførselshastigheden fra kameraets USB-port og i begge tests var kameraet mere end 20 sekunder hurtigere til at overføre billederne.

Hvorfor betyder byggekvaliteten noget?

Som jeg skrev tidligere i dette indlæg, er byggekvaliteten af kortlæseren ikke enorm god. Den føles lidt plastik-agtig og det ser ikke ud som om at udseendet på kortlæseren har været vigtig i designfasen. Det er fedt at den er så kompakt og sort og lidt gummi-agtig i plastikken. Men den er påført store hvide logoer for de forskellige typer af kort man kan anvende, samlingerne er lidt skæve og det med USB-stikket er bare utjekket. Kortlæseren ligner noget der er bygget i på en asiatisk fabrik. Hvilket formentlig også er tilfældet.

Men betyder det noget? Jeg skrev tidligere at jeg havde lidt problemer med at få USB-kablet i, fordi stikket i kortlæseren var placeret en anelse skævt i forhold til den sorte plastik-skal. Men jeg fik det jo til at virke efter 5 sekunder.

Hvad værre er, er kortlæseren ustabil. Hvis jeg løfter på kortlæseren, mens den er forbundet til min computer, får jeg næsten konsekvent en besked om, at hardwaren ikke blevet fjernet korrekt. Og sekundet efter dukker drevet op igen. Det tyder altså på, at der er en lidt løs forbindelse i kortlæseren.

Hvad får man for pengene

Man får nok hvad man betaler for. 59 kr. for en usb-kortlæser inkl. kabel er fantastisk billigt, og produktet er billigt. Men det virker (hvis man ikke piller for meget ved det, når først det kører). I store træk løber du ikke den store risiko ved at bruge 59 kr. på et produkt som dette. Hvis forbindelsen ryger mens du overfører billeder, kan du nemt overføre dem igen efterfølgende. Og selvom du ikke får en hurtigere overførsel af billeder, får du stadig en kortlæser, som kan ligge på bordet i stedet for dit store kamera.

Ville du købe et billigt produkt?

Vi har sikkert alle sammen prøvet at købe et billigt produkt, der viste sig at være noget lort. Men vi har sikkert også prøvet, at købe noget der var alt for billigt, og flere år senere opdaget at vi stadig bruger det ofte. Hvad er din holdning til kvalitet? Køber du nogensinde kameraprodukter der er for billige? Eller føler du dig lokket til at betale en pris der er mange gange højere, bare for at føle dig sikker på, at du får kvalitet for pengene?

Og sidst men ikke mindst, vil jeg meget gerne høre, om du kan anbefale en kortlæser der er kvik, billig og til at få fat i?

I forrige måned fotograferede jeg skuespilleren Meinhard St. John. Meinhard er en meget sød og imødekommende mand – men det var ikke hvad billederne skulle vise.

Med lidt dyster belysning, kontrastfuld efterbehandling og enkle rekvisitter, forsøgte vi at skabe en mørk stemning og en karakter, man måske ikke havde lyst til at møde.

Billederne blev taget indendørs med studie-flashs, og for første gang prøvede jeg med en kunde at foretage hele shootet tethered. Det vil sige, at jeg under hele optagelsen havde kameraet sluttet til en computer, hvor Lightroom så viste billedet. Det er i Lightroom muligt at lave et preset, og automatisk påføre billedet dette preset lige efter import. Denne teknik fungerede fantastisk i det henseende, at man kan forberede sin efterbehandling og så på shootet tilpasse, så man får det lys man vil have til den pågældende efterbehandling. I den lidt mere kedelige ende, er man begrænset af langsom overførselshastighed  (når man som jeg kører USB 2.0).

Men hvad der måske var vigtigere, er det at være bundet til computeren lidt frustrerende for mig. Dels fordi man ikke kan løbe frit omkring med kameraet (pga. USB-kablets længde) og dels fordi man hele tiden skal hen og kigge på computeren, for at se om resultatet nu er blevet som man forventer.

Omvendt giver det mulighed for, at man sammen med kunden kan evaluere fremdriften.

I tilfældet med Meinhard var det genialt, da Meinhard havde en idé om hvilket udtryk han gerne vil have, og jeg havde en idé om hvordan lyset skulle frembringe denne stemning. Så ved at vi hele tiden kunne evaluere det ‘færdige’ billede på skærmen, kunne vi lave små tilpasninger, der gjorde at vi kom tættere på det billede vi ønskede.

Men det er bestemt ikke en metode jeg umiddelbart ville anvende på en hvilken som helst kunde.

Da vi havde udforsket den mørke side i lidt tid, skulle der ske lidt forandringer, hvilket resulterede i det sidste billede i serien nedenfor.

Der er fra tid til anden lidt problemer med de videoer fra Mashed Potatoes der ligger på blip.tv. Disse videoer prøver jeg at få flyttet over på Youtube – jeg har nu fået flyttet et par stykker mere over, så nu kan du se følgende videoer i de fleste browsere, på mobiltelefoner og tablets:

Antikt makro-look i Lightroom

Sort/hvidt-portræt i Lightroom

Udvælgelsesworkflow i Lightroom

Kører man lidt nordpå fra København, kommer man efter 20 minutter til Humlebæk, hvor der er både strand, skov og mark. Og hvis man er heldig, står solen højt mens man er omgivet af glade mennesker, der er samlet for at fejre et smukt par.

I sommer havde jeg fornøjelsen af at fotografere et flot brudepar på denne location. Det var en meget smuk dag. Masser af sol, masser af smil og en fantastisk god stemning.

Det er en fornøjelse at fotografere et bryllup, hvor der er tænkt over detaljerne, men hvor selve dagen ikke handler om detaljer, men om at nyde dagen. Stort tillykke.

Teknikken er lidt fortærsket, og mange rutinerede fotografer anser det nogle gange for at være et billigt trick. Men lad os indse det: Mørke hjørner (vignettering) i et foto skaber illusionen af indføring og et intenst fokus på det, der er i midten af billedet.

Jeg tror, at grunden til at effekten er blevet lidt udskældt er, at det er en effekt, der er meget nem at lave, og som kan få de fleste billeder til at se mere interessante ud. Personligt synes jeg ikke det er nogen synd at bruge vignetter – selvom de bliver brugt utroligt ofte, og gerne og nogle gange i meget voldsomme versioner. Men vignetter fungerer rigtig godt i billeder, hvor det, der fotograferes, er centreret i billedet.

Jeg bruger ofte vignettering i mine billeder, men jeg foretrækker at lade det være en antydning, mere end et bærende element i mit billede,

Der findes et utal af variationer af give sine billeder vignetter. I Lightroom er der også flere forskellige måder at tilgå det på. I denne video viser jeg hvordan du kan gøre.

Jeg faldt i går over en rigtig fin lille dokumentarfilm, der handler om at være fotograf, om at være kreativ og om at tage billeder for at leve af det og for ens egen fornøjelse. Filmen følger en populær instagrammer og en professionel portrætfotograf.

Den er værd at bruge de tyve minutter på.